Er der noget i luften over den ellers så fredelige småby Centerville? Det skulle man tro, når solen pludselig nægter at gå ned, husdyrene begynder at opføre sig mærkeligt – og de lokale indbyggere vågner med en ustyrlig trang til frisk menneskekød. Velkommen til The Dead Don’t Die, hvor instruktørikonet Jim Jarmusch fusionerer hygge-småby-stemning med blodsprøjtende zombier og knastør deadpan-humor.
Forestil dig Bill Murray som stoisk sherif side om side med en lyssværd-svingende Adam Driver, mens Tilda Swinton skærer sig vej gennem de levende døde iført kimonos og katana. Dét er bare toppen af filmens stjernebesatte isbjerg, hvor alt fra rocklegenden Iggy Pop til countrysangeren Sturgill Simpson slentrer forbi – nogle med kaffe i hånden, andre med hjernemos på menuen.
I denne artikel dissekerer vi det komplette cast, de skøre biroller og de kulørte zombier, og vi løfter også låget til maskinrummet bag produktionen. Så spænd sikkerhedsselen (og måske en motorsav), og læs videre, hvis du vil vide, hvorfor The Dead Don’t Die er den sorteste komedie og den mest charmerende gyser, du kan invitere ind i stuen en mørk aften.
Velkommen til Centerville: hvad handler The Dead Don’t Die om?
Centerville er prototypen på den amerikanske småby: én hovedgade, en hyggelig diner, en slumrende politistation og en altmulig-butik fyldt med skruer, fiskekroge og jagtknive. Her burde tiden stå stille – men allerede i filmens første minutter fornemmer vi, at noget er off: solen går ikke rigtigt ned, mobiltelefoner opfører sig mærkeligt, og radiosignalet er fuld af statisk knasen. Der er med andre ord lagt i kakkelovnen til et zombieudbrud, selv om indbyggerne helst vil tro, at det hele bare er en fase.
I centrum af miseren står de to betjente, Chief Cliff Robertson og hans yngre kollega Ronnie Peterson, som forsøger at bevare roen, mens alt omkring dem går amok. Deres samtaler er leveret med så deadpan en humor, at man næsten glemmer, hvor blodigt det hele egentlig er: “Det her ender ikke godt,” konstaterer Ronnie tørt – længe før den første zombie stikker hovedet ind i den lokale diner for at savle efter kaffe.
Jim Jarmusch blander gyserens blodsøl med komediens knastørre levering. Når de levende døde vandrer ud af gravene, gør de det med samme rastløshed, som når småbyens borgere fredag eftermiddag leder efter tilbud i hardware-butikken. Resultatet er både morsomt og makabert: én scene skifter fra spurgt “hvor ligger nearest hardware?” til en pludselig splat-effekt, som kommenteres med et skuldertræk og et lakonisk “yep”.
Det er netop kontrasten mellem den søvnige småbystemning – skiltet foran politistationen, morgenkaffen på klassiske 50’er-krus, lyden af cikader i skumringen – og de absurde zombier, der giver The Dead Don’t Die sin helt særlige tone. Publikum klukker, gyser og undrer sig på én gang, mens Centerville langsomt forvandles fra idyllisk lilleputby til en metaforisk kirkegård, hvor de døde, måske ligesom de levende, bare er på jagt efter deres næste kop kaffe.
Hovedcastet: de bærende kræfter foran kameraet
Et af de sjoveste – og mest overraskende – aspekter ved The Dead Don’t Die er, hvor bredt og farverigt et ensemble Jim Jarmusch har samlet. Castet spænder fra Oscar-vindere til rocklegender og teen-idoler; fælles for dem alle er, at de spiller på deadpan-humoren og den underfundige tone, der kendetegner filmen. Her er de bærende kræfter foran kameraet:
-
Bill Murray – Chief Cliff Robertson
Som den stoiske og lettere uengagerede politichef lægger Murray sit karakteristiske tørre komiske timing ned over hver eneste replik. Cliff er manden, der helst bare vil drikke kaffe og køre patrulje i fred, men som alligevel må forsøge at bevare roen, da ligene pludselig rejser sig. Murray har tidligere arbejdet med Jarmusch i Broken Flowers, og her udnytter instruktøren igen skuespillerens evne til at sige mere med et løftet øjenbryn end med lange monologer. -
Adam Driver – Officer Ronnie Peterson
Drivers Ronnie er Cliffs yngre kollega – alvorlig, metodisk og med en næsten uforklarlig forudanelse om, at “det her ender galt.” Hans gentagne catchphrase bliver et kært running gag, der både forudskikker og punkterer spændingen. Drivers tørre levering spiller perfekt op ad Murrays, og deres makkerpar forener komisk timing med små eksplosioner af action, når zombierne først vælter ind. -
Chloë Sevigny – Officer Mindy Morrison
Som den tredje betjent på Centerville-stationen er Sevignys Mindy filmens følelsesmæssige anker. Hvor Cliff og Ronnie ofte møder kaos med træt resignation, reagerer Mindy som “publikums stemme” – hun bliver ægte bange, forvirret og chokeret over, hvad der sker i hendes ellers trygge småby. Det giver scenen på politistationen en både rørende og humoristisk kant, når de tre betjente konfronteres med overnaturlige fakta. -
Tilda Swinton – Zelda Winston
Den skotsk-accenterede bedemand med en forkærlighed for katana-sværd, yoga og zen-lignende aforismer er allerede kultmateriale. Swinton går all-in på excentriciteten og bliver filmens “wild card”, der både fungerer som klingerask zombie-dræber og lakonisk filosof. Hendes blanding af kirurgisk præcision og overjordisk ro løfter hver scene, hun træder ind i. -
Tom Waits – Hermit Bob
Musikeren og skuespilleren Tom Waits leverer filmens måske mest poetiske bidder som den sky skovhermit, der fra naturens udkant iagttager civilisationens (og menneskehedens) forfald. Med hæs røst, vildmandsskjæg og kryptiske monologer fungerer han næsten som fortæller – Centervilles eget Chorus, der kommenterer begivenhederne på afstand. -
Danny Glover – Hank Thompson
Hardware-forhandleren Hank er den ærlige, jordbundne nabo, der må sande, at skovlen og motorsaven får en helt ny funktion, når de døde ikke vil blive liggende. Glover spiller rollen med hjerte og en underliggende tristhed, der minder os om, hvad småbysfællesskab egentlig betyder – også når fællesskabet trues af kødædende naboer. -
Steve Buscemi – Farmer Frank Miller
Buscemi giver sit vanlige, lettere maniske twist til den vredladne landmand Frank, som ikke ligefrem er Centervilles mest empatiske indbygger. Iført rød kasket og hundeskambidt attitude bliver han en satirisk nål i den politiske tidsånd, uden at filmen behøver stave det hele ud. -
Selena Gomez – Zoe
Som én af “hipsters på road trip”, der gør holdt i Centerville, introducerer Gomez en ung, urban energi midt i det søvnige landskab. Hun spiller Zoe med underspillet charme – en figur, der både er cool og sårbar, hvilket gør hendes møde med zombie-kaosset overraskende rørende. -
Caleb Landry Jones – Bobby Wiggins
Den lokale benzinstations- og videobutiksindehaver Bobby er filmnørd med flair for sci-fi og horror – hvilket naturligvis ikke redder ham, da hans værste filmiske mareridt bliver til virkelighed. Jones balancerer nørdet entusiasme og desperat overlevelsesinstinkt til perfektion og fungerer som et meta-spejl for publikum, der genkender gyser-troperne, mens de udspiller sig.
Med denne brogede flok foran kameraet får The Dead Don’t Die et pulserende liv, hvor hver skuespiller bidrager med sit eget særpræg – fra Murrays legendariske stoicisme til Swintons katana-svævende mystik. Resultatet er en ensemblefilm, hvor komedie, eksistentiel skævhed og regulært zombie-splatter smelter sammen på ægte Jarmusch-manér.
Biroller, musikere og mindeværdige zombier
Et af filmens store glæder er det farverige galleri af biroller og hurtige cameos, som Jim Jarmusch folder ud mellem de mere kendte hovednavne. Lokale Centerville-figurer som tv-reporteren Posie Juarez, spillet med tør nyhedsvært-ironi af Rosie Perez, og isenkræmmeren Danny Perkins, portrætteret af indie-ikonet Larry Fessenden, giver byen en næsten mytisk småby-autenticitet, før kaosset for alvor bryder løs.
Musikken sniger sig også ind foran kameraet: Wu-Tang-legenden RZA dukker op som den stoisk rolige postbud/UPS-chauffør Dean, der leverer pakker med slogans om «positive vibrations», mens country-sanger Sturgill Simpson ikke blot har skrevet filmens ørehængende titelmelodi – han vandrer rundt som den akustisk skrålende Guitar Zombie, komplet med knækket strengeinstrument.
På vej ind i byen støder vi på et trio-roadtrip bestående af Selena Gomez’ Zoe og hendes to venner: Austin Butler som den afslappede Jack og model-/skuespiller Luka Sabbat som den cool Zach. Deres ungdommelige outsider-energi står i skarp kontrast til Centervilles langsomme tempo – og gør deres endelige møde med det levende døde endnu mere bittersødt.
Komisk guld leveres også af Carol Kane, der som den fordrukne Mallory O’Brien insisterer på ét eneste ord efter sin re-animation: «Chardonnay!». Hendes tørre levering rammer præcis den deadpan-tone, filmen dyrker.
Så er der de ikoniske zombier, der næsten stjæler showet: rock-legenden Iggy Pop og Jarmusch-veteranen Sara Driver vakler ind på dineren som henholdsvis Male og Female Coffee Zombie, drevet af en uimodståelig længsel efter sort kaffe; Charlotte Kemp Muhl trisser elegant rundt som den stilede Fashion Zombie. Hver eneste specialdesignet zombie understreger filmens skæve satire – fra koffein-hungrende morgenzombier til modefikserede nattelivsdøde.
Bag dem vrimler det med ukrediterede statister: hardware-, golf- og mobilzombier, børnezombier på kirkegården og ældre diner-gæster, som alle bidrager til følelsen af, at selv den mindste flække i Jim Jarmuschs univers kan rumme en hel verden af skæve eksistenser – levende såvel som udøde. Resultatet er en ensemble-komedie, hvor selv de mindste roller får lov at blinke til publikum, før de forsvinder tilbage i mørket mellem biografens grin og gys.
Bag kulissen på The Dead Don’t Die
Når man løfter låget til kulisserne på The Dead Don’t Die, er det umuligt at komme uden om filmens kreative ankermand, Jim Jarmusch. Den amerikanske auteur har siden 1980’erne været kendt for sin lakoniske tone og sikre greb om outsider-figurer, og netop den sans for deadpan-humor møder vi igen i Centerville.
Produktionen blev båret frem af to af Jarmuschs faste samarbejdspartnere, Carter Logan og Joshua Astrachan, som fungerede som producenter. Sammen samlede de et internationalt hold af selskaber, der spænder fra de amerikanske Kill the Head, Animal Kingdom og Focus Features til svenske Chimney Sweden og Film i Väst samt det japanske distributionsben Longride. Resultatet er en co-produktion, der på papiret forener tre lande (USA, Sverige og Japan) og i praksis giver plads til både arthouse-nørder og genrefans.
Premiere: 15. maj 2019
Spilletid: 104 minutter
Originalsprog: Engelsk
Oprindelseslande: JP / SE / US
Selv bag kameraet fornemmer man Jarmuschs forkærlighed for musik: lydsporet er fyldt med støvede country-strenge og Sturgill Simpsons titelnummer, der spøger som en running gag i radioen. På den måde afspejler selve produktionen den samme genrebrydende charme, som præger filmens plot-en legende blanding af gyser, komedie og underspillet social satire, der gør The Dead Don’t Die til noget helt for sig selv.
Fakta og kuriosa: hvad gør filmen speciel?
The Dead Don’t Die beviser, at man godt kan være både gyselig og grinagtig på samme tid. Jim Jarmusch blander klassiske zombieeffekter med tør deadpan-humor, så filmen på én gang fungerer som en gyser for fans af sprøjtende blod og som en komedie, hvor de bedste punchlines leveres uden så meget som et løftet øjenbryn. Resultatet er et sjældent genremiks, der har gjort filmen til et lille kultfænomen siden premieren i 2019.
En stor del af charmen ligger i det brogede ensemble, der spænder over både prisbelønnede skuespillere og ikoniske musikere. Hvor tit ser man Bill Murray, Tilda Swinton og Adam Driver side om side med Tom Waits, RZA og Sturgill Simpson? Netop musikerne tilfører en ekstra dimension: Simpson dukker for eksempel op som den ensomme Guitar Zombie, mens punklegenden Iggy Pop – komplet med kaffestænk på tøjet – stavrer rundt som den kaffebesatte Male Coffee Zombie. Selv de anonymt sminkede statister er tit musikere, fans eller venner af Jarmusch, der har sagt ja til at gnave løs på indmaden af Centervilles borgere.
De opfindsomme zombiekategorier er i sig selv en stor del af underholdningen: ud over kaffe- og guitar-varianterne findes der Fashion Zombies, Cell Phone Zombies og adskillige Hardware Zombies, der alle tørster efter præcis det, de elskede, før de døde. Det er filmens tørre kommentar til moderne forbrugskultur, serveret med lige dele blod og satire.
Settingen er lige så vigtig som monstrene. Den fiktive småby Centerville er en samling diners, tankstationer og én søvnig hovedgade – et scenarie, der giver Jarmusch plads til at dreje op for den akavede stilhed og de absurde overskrifter på den lokale radiokanal. Jo mere ordinær byen er, desto sjovere bliver det, når verdens undergang kryber ind ad bagdøren. For publikum betyder det, at hver ny zombiehændelse både kan udløse et chok og et smil, alt efter hvor meget man vælger at lægge mærke til de ironiske detaljer.
Netop balancen mellem uhygge og humor gør, at The Dead Don’t Die taler til to publikum på én gang: Gyserentusiaster får deres kvote af afhuggede lemmer, mens komediefans kan fryde sig over Bill Murrays tøvende suk og Adam Drivers monotone konstateringer af, at “det her ender ikke godt”. Det er sjældent, at en film kan få tilskuerne til både at dække øjnene og grine højlydt – men det er præcis dét kuriosa, der gør Jarmuschs zombiefilm så helt igennem speciel.