Hvordan balancerer man et liv som folkekær komiker, prisvindende filminstruktør, bestseller-forfatter og mor – samtidig med at man tør tale højt om både sine sorger og sine sejre? For Hella Joof (udtales “dju·f”) er svaret langt fra sort-hvidt. Hun har slået sine toner an fra de satiriske scenegulve i Lex & Klatten og Det Brune Punktum til de store lærreder med film som En kort en lang og senest Meter i sekundet. Men bag den smittende latter gemmer sig en kvinde, der har kendt både barsk smerte og livsbekræftende kærlighed – ikke mindst i rollen som mor til datteren Olivia.
I denne artikel dykker vi ned i moderskabets facetter set gennem Hella Joofs briller: fra de første skridt som ung mor over et knusende graviditetstab som 44-årig til beslutningen om at lade kærligheden og karrieren blomstre – også uden flere børn. Vi ser på, hvordan hun giver “faklen” videre til sin voksne datter, og hvordan hendes værdier filtrerer sig ind i film, bøger og den offentlige debat, hvor hun igen og igen opfordrer til dialog frem for udskamning.
Sæt dig godt til rette, og lad os sammen udforske, hvordan en af Danmarks mest farverige kulturstemmer har formet sit liv – og sit forfatterskab – omkring de helt store spørgsmål om kærlighed, familie og de valg, der former os som mennesker.
Kort om Hella Joof: alder, karriere og kunstnerisk spændvidde
Hella Joof (født 1. november 1962 i Birkerød; udtales “dju·f”) er en af dansk kulturlivs mest alsidige stemmer. Hun har siden slut-80’erne bevæget sig elegant mellem rollerne som skuespiller, filminstruktør, komiker og forfatter – og har med sin karakteristiske humor og menneskelige varme sat sig tungt på den nationale kulturagenda.
Karrieren begyndte på de skrå brædder med de legendariske komiker- og musikgrupper Lex & Klatten og Det Brune Punktum, hvor hun sammen med bl.a. Peter Frödin tryllebandt publikum med satiriske sange og skarpe sketches. Erfaringen fra scenen lagde grunden til hendes næste kapitel: instruktørstolen. Allerede med spillefilmsdebuten En kort en lang (2001) cementerede hun sin evne til at kombinere romantisk komedie med tidens køns- og identitetsdebatter. Herefter fulgte en perlerække af titler, der spænder fra gospel-komedien Oh Happy Day (2004) og hiphop-roadmovien Fidibus (2006) til den mørkere ungdomsskildring Se min kjole (2009) og eksistenskomedien Sover Dolly på ryggen? (2012). Senere har hun sat fokus på midtvejskriser og familiedynamikker i All Inclusive (2014) og Happy Ending (2018), mens Meter i sekundet (2023) skildrer byboernes kulturmøde med Vestjylland.
I dag – 63 år gammel i 2026 – er Joof fortsat kreativt aktiv. Hun udgiver bøger i rap takt, gæster kultur- og samfundsprogrammer som efterspurgt debattør og fortsætter med at forme dansk film og tv, når historier om nære relationer, humor og eftertanke skal fortælles. Hella Joof er kort sagt blevet et kulturikon, der ubesværet bevæger sig mellem genrerne og insisterer på, at kunsten både kan more, røre og rokke ved os.
Børn og familie: Datteren Olivia og ægteskaberne
Privatlivet har altid været et vigtigt kompas for Hella Joof, og det starter med datteren Olivia Joof Lewerissa, som hun fik sammen med sin daværende mand, hollandsk-danske Runi Lewerissa. Olivia er i dag voksen og lever sit eget liv, men hun fylder fortsat meget i Hella Joofs fortællinger om moderskab og de værdier, hun ønsker at give videre.
Efter skilsmissen fandt Hella kærligheden på ny, da hun for knap 20 år siden mødte lægen Henrik “Snit” Jepsen. Parret holdt deres forhold uden for rampelyset og blev i al hemmelighed gift i 2012. Henrik har rødder i Vestjylland, mens hverdagen i dag udspiller sig i en lejlighed i København, hvor de deler passionen for kultur, madlavning og lange samtaler om både samfund og små hverdagsglæder.
Ægteskabet med Henrik har ikke ført til fælles børn – et fravalg, der senere skulle vise sig at få stor betydning for parrets livshistorie. Netop balancen mellem at være mor til Olivia, ekskone til Runi og hustru til Henrik danner rammen om Joofs refleksioner over livets mange veje og valg, hvilket også bliver et tilbagevendende tema i hendes bøger og interviews.
Sorg og fertilitetsforløb: Gravid som 44-årig, abort og efterfølgende valg
I interviews har Hella Joof flere gange delt den intime historie om den graviditet, der ramte hende som en lykkelig overraskelse som 44-årig. Hun var godt inde i fjerde måned, da fosteret pludselig døde, og hun beskriver sit hormonelle kollaps som “en eksplosion af sorg, der både sad i kroppen og i sjælen”1. I Se og Hør fortæller hun, at hun nærmest gik i chok og ikke forstod, hvordan hun skulle rejse sig igen.
Sammen med sin mand, lægen Henrik “Snit” Jepsen, besluttede hun sig for at give naturen endnu en chance. Parret kastede sig derfor ud i fertilitetsbehandling, men trods flere forsøg blev ingen æg befrugtet. Også den del var, som hun formulerer det, “en mavepuster af dimensioner”; ikke alene fordi resultaterne udeblev, men fordi hormoner og håb hvert eneste forsøg blev skruet op til maksimum.
Midt i alt det praktiske – undersøgelser, hormonindsprøjtninger, vente-beskeder – traf de til sidst et bevidst valg om at stoppe forløbet. De ville, som hun siger, “helskindede igennem” sorgen og skabe et liv sammen uden fælles børn. Hella har sidenhen fortalt, at netop den beslutning gjorde dem stærkere som par: “Vi valgte kærligheden frem for at gå i stykker i processen”.
Skrivearbejdet blev en ventil. I erindringsbogen “Tvilling Yndling Grævling” folder hun smerten ud, men også forløsningen i at acceptere det, man ikke kan kontrollere. Hun beskriver, hvordan tabet for altid vil bo i hende, men også hvordan livet fortsætter med smil, karriere og den voksne datter Olivia fra et tidligere forhold. Bogen er således både en personlig sorgfortælling og et manifest om at turde vælge glæden – selv når biologien blæser i en helt anden retning.
1 Kilder: Se og Hør, 21.03.2018; Femina, 27.06.2023.
Moderskab i praksis: At give faklen videre til datteren
Da Olivia for længst er fløjet fra reden, beskriver Hella Joof moderskabet som en disciplin, der skifter toneart, når barnet bliver voksent. »Man skal turde lade sig overstråle,« forklarer hun i interviewet med ALT for damerne. Hvor hun tidligere var dirigenten, er hun nu det blide bagtæppe, der giver plads til datterens egen solo. Hun kalder det at give faklen videre – bevidst at træde et skridt til siden og lade Olivia definere tempo og retning, men stadig stå parat med lommelygten, når mørket melder sig.
I praksis betyder det, at Joof øver sig i at støtte med ro i stemmen frem for at puste til gløderne. Hun fortæller, at hun tidligere kunne finde på at »tage konflikten med brask og bram«, men har erfaret, at hendes voksenbarn sjældent efterspørger en brandtale – kun et åbent øre og en kop te. Derfor stiller hun nu oftere spørgsmålet: »Vil du have et råd, eller vil du bare høres?« Hvis Olivia vælger det sidste, holder hun sig bevidst fra at “fikse” problemerne. Det er, ifølge Joof, den sværeste lektie for en mor, der altid har været problemløseren i kulissen.
Refleksionerne folder hun yderligere ud i bogen “Joof Doktrinen – et livsleksikon”, som er dedikeret til Olivia. Her forsøger hun at bygge bro mellem generationer med en velkendt cocktail af humor, kærlighed og sproglige krumspring. Hun opstiller små leveregler – fra »Pak en tandbørste, ikke et traume« til »Tal langsomt, når I er uenige« – ledsaget af anekdoter, der viser både mor og datter i øjenhøjde.
Den ene generationskløft, hun især ønsker at mindske, handler om intensiteten i samtiden. Hvor Olivias omgangskreds kan være hurtige til at kalde noget for problematic eller kræve et klart standpunkt på sociale medier, insisterer Joof på samtalens tempodæmper: at veje sine ord, spørge nysgerrigt og acceptere gråzoner. Hun oplever, at datterens generation – præget af aktivisme, klimaangst og #MeToo-diskussioner – kan føle sig forpligtet til at have en mening om alt, hele tiden. Her ser Joof sin rolle som den erfarne roligan, der »puster på gryden, så den ikke koger over«.
Samtidig lærer hun af Olivia. Datteren minder hende om, at sprog udvikler sig, og at man sagtens kan være forandringsparat uden at miste sin humor. Joof har derfor indført familiens egen lille »ordbank«, hvor nye udtryk – fra »cheugy« til »main character energy« – skrives ned, så alle kan være med på referencerne rundt om middagsbordet.
På den måde bliver moderskabet en tovejsgade: Olivia får glæden af sin mors kærlige erfaring, mens Hella Joof får adgang til en ungdommelig strøm af perspektiver, der holder hendes eget kompas i bevægelse. »Når jeg lytter før jeg taler,« siger hun, »kan jeg stadig være mor – bare på en frekvens, hvor vi begge kan høre musikken.«
Livsvalg og værdier: Kærlighed, karriere og den offentlige stemme
På overfladen kan Hella Joofs liv synes at sprælle i mange retninger – fra satire i Lex & Klatten til feel-good-film og folkelige bestsellerbøger. Men spørger man hende selv, peger hun på ét sammenhængende værdisæt, der løber som en rød tråd gennem både karriere, kærlighed og forældreskab:
1. Vedholdenhed i kunsten – også når vinden vender
Joof debuterede som spillefilmsinstruktør i 2001 og har, stik imod branchens tendens til at udskifte instruktører med “friske ansigter”, fastholdt sin plads bag kameraet i mere end to årtier. Senest står hun bag Meter i sekundet (2023), der igen sætter menneskelige relationer i centrum. Over for ALT for damerne fortæller hun, at den slags sejhed er “en gave, jeg håber smitter min datter – at man kan blive på sin bane med oprejst pande, selv når publikum eller algoritmer kalder på noget andet”.1
2. Kærligheden som langdistanceløb
Forholdet til ægtemanden Henrik “Snit” Jepsen har rundet to årtier, og parret beskriver selv deres ægteskab som et “bjerg, man bestiger sammen – ikke en rutsjebane”. Joof binder sin tro på langsigtet kærlighed sammen med et moderligt princip: “Hvis jeg vil lære Olivia, at kærlighed kræver investering, så må jeg selv vise, at man stiller op, også på tidspunkter, hvor det ikke glitrer.”
Det handler, som hun formulerer det, om at elske med vilje – nøjagtig som man vælger at møde op i klipperummet, når en film knirker.
3. Den balancerede offentlige stemme
I en tid hvor debatter om MeToo, racisme og aktivisme let ender i grøftekanterne, insisterer Joof på “det midterste gear”: Hun kritiserer uden at udskamme og lytter uden at relativere krænkelser. Hun udtrykker ofte bekymring for et sprog, der låser fronterne – “når vi kalder hinanden boomers, snowflakes, karen eller wokes, flytter vi os ikke en centimeter”, lyder det i Joof Doktrinen.2
4. De voksnes ansvar for de unge
Som mor har Joof gentagne gange understreget, at generationsbroen ikke bygges af de unge alene – “det er os voksne, der skal lægge den første planke”. Hun råder jævnaldrende til at tale med, ikke om, de yngre, og fremhæver nysgerrighed som vigtigere end panik, når emner som identitetspolitik eller digitale fællesskaber virker fremmede. Netop derfor holder hun fast i humoren som samtaleåbner: “Humor er olien i maskinen; uden den går alt i stykker, også dialogen.”
Samlet set spejler Hella Joofs livsvalg de værdier, hun ønsker at videregive: at stå fast på sin kunstneriske stemme, at vælge det forpligtende fællesskab – både i kærligheden og i det offentlige rum – og at række hånden ud til næste generation med ro i stemmen. Eller som hun selv udtrykker det: “Verden brænder ikke ned, bare fordi vi taler pænt sammen. Tværtimod.”
Temaer i værkerne: Parforhold, forældreskab og kvindeliv i film og bøger
Ser man ned over Hella Joofs filmografi og forfatterskab, tegner der sig et klart mønster: hun vender igen og igen tilbage til relationernes rugekasser – hvor kærlighed, familiestrukturer og kvinders valg udsættes for både humor og alvor.
Meter i sekundet (2023) iscenesætter den moderne parrelation som et flydende projekt: et københavnerpar rives op med rode, lander i Vestjyllands vindblæste virkelighed og må genforhandle fælles identitet, karriere og forældreroller. Joof bruger satire og bløde punchlines til at spørge, hvad der sker med selvbillede og sammenhold, når rammerne – tempo, dialekt, forventninger – flytter sig.
Allerede med debutfilmen En kort en lang (2001) satte hun ord på de kærlighedsformer, der sjældent fik taletid i dansk mainstreamfilm: homoseksuelle par, åbne ægteskaber og den klassiske trekant, hvor alle ender med at skulle definere “familie” på ny. Den linje fortsættes i All Inclusive (2014), der lader søskenderivaliserende søstre og deres mor tage livtag med både jalousi og frigørelse under sydens sol, og i Happy Ending (2018), hvor et pensioneret ægtepar får en sen livskrise serveret sammen med champagnen – skal man blive eller gå, når børnene er flyttet og det fælles projekt er udtømt?
Den samme lyst til at afdække kvindeliv finder man i bøgerne. Papmaché-reglen (2016) og Båven om Gud (2018) pakker livsråd og teologi ind i glimtende konfetti; de handler i lige så høj grad om at give slip på perfektionismen som om tro. Tvilling Yndling Grævling (2019) går tættere på den private smerte – tabet af et barn og erkendelsen af, at moderskabet kan antage flere former end den biologiske.
Nyeste skud, Joof Doktrinen – et livsleksikon (2024), retter blikket mod næste generation og er dedikeret til datteren Olivia. Her foldes kapitel for kapitel et samtalesprog ud, der skal bygge bro: den ældre stemme, der lytter før den fikser, og den yngre, der efterspørger rum til at tvivle. Med samme humoristiske kant som i filmene – men underlagt bogens mere intime format – bliver læseren vidne til, hvordan sorg, kærlighed og karriere forhandles og genforhandles, efterhånden som livet skrider frem.
På tværs af værkerne er det – helt Joof’sk – det kærlige, men kompromisløse blik på menneskelige fejl og drømme, der binder det hele sammen. Hun lader os grine, mens hun minder os om, at parforhold, forældreskab og kvindelig selvforståelse er levende organismer: de skal have både modvind og medvind for at vokse.